mandag den 18. januar 2010

Pulau Ubin, forelæsninger og mega-gudstjeneste med 4.000 andre

Så er den første skoleuge gået og knap har vi set os om før den anden er i gang. Forelæserne er egentligt ganske gode til engelsk og emnerne er spændende... men det er godt nok lidt af et kulturchok at skulle studere sammen de andre Singaporianere. Hernede ser det ikke til at være uhøfligt hvis man sidder og snakker højt sammen under forelæsningen, og det er sket flere gang at folk der er kommet over en halv time for sent kommer larmende ind og sætter sig. Men ud over det er det spændende timer om emner vi ikke har så meget af derhjemme og her om en uges tid skal jeg lege med generne på zebrafisk... det bliver fedt. Sara er blevet lidt af en nørd hernede i varmen og hun taget et fag hver torsdag 18:30 - 21:30... som hun ikke skal til eksamen i... men det er jo så spændende det der Thai politik (det plejer at være lige modsat hjemme i Danmark med studie engamentet).
Men mest nyder jeg bare at slippe for mine to timers transport hver dag. Det er skønt at kunne tage en tur hjem med gratisbussen mellem forelæsninger.

I lørdags var vi en tur i megakirke med en af Saras venner. Vi var ca 4000 i kirke i et kirkerum der er gravet ned til 4. etage under jorden, da de ikke kunne bygge en stor nok sal på deres grund ovenpå... men de havde alt for lidt plads så de havde købt en ny grund centralt i Singapore med plads til 15.000 mennesker for ca 31 M$ (ca 100 millioner kr). Sjovt at opleve en kirke i den størrelse, da det er lidt noget andet end vores Kingos kirke i København. Men tror vi prøver en anden næste gang da prædiken mest handlede om hvordan du skulle bede til Gud, hvis din karriere ikke gik som den skulle.

Søndag tog vi sammen med en australsk ven, helt til udkanten af landet (ca 30 km fra
hvor vi bor) til en lille ø der hedder Pulau Ubin, hvor vi lejede 3 mountainbikes og cyklede rundt på øen. Vi tog på den letteste af de 3 ruter der var, men har aldrig kørt af så smalle/stejle/grusede veje før på cykel. Det var skønt, men skal ikke lige i nærheden af de andre ruter. Naturen er bare fantastisk hernede. De regnskyl der kommer med et par dages mellemrum gør at alt er frodigt og grønt.
Ja, så livet ved ækvator er stadig godt og hver dag byder stadig på nye (nogle mere heldige end andre) mad oplevelser!

Mange hilsner til alle jer i Permafrosten!

1 kommentar: