torsdag den 1. april 2010

Spontant besøg fra Danmark og det sjov der følger med!!




Efter et par samtaler og et godt tilbud på flybilletter fra London til Singapore, kom min veninde Elisabeth rejsende fra Herning for at besøge os i Singapore. Det betød så at vi skulle på en masse dejlig sightseeing og gøre en masse sjove turistting i Singapore, for desværre skulle studierne også passes samtidig - hvis man dog bare ik´ skulle møde op til undervisning var det hele meget nemmere. Elisabeth og jeg havde regnet med at vi skulle feste hele weekenden uden Christian, men idet Christian gjorde klar til at tage afsted til Pulau Tioman, ud fra Malaysias østkyst for at færdiggøre det dykkercertifikat han er ved at tage gennem universitet, fik han desværre et opkald om at der var grusomt vejr i dykker-området og det derfor ville være livsfarligt at komme i vandet. Så derfor blev han hjemme noget slukøret, men heldigvis har han fået lovning på at kunne færdiggøre certifikatet i slutningen af april, når hans eksamener er overstået.
Men heldigvis passede det så med at Elisabeth kunne komme, hun er sygeplejerske og fik byttet vagter væk for et hel uge så hun kunne tage på ferie uden at bruge feriedage - rimeligt cool!! Vi fik indrettet et lille gæsteværelse i en krog af køkkenet, okay det er kun en madras, men den virkede!! Vi nåede så i løbet af ugen rundt i nærmest hele Singapore: Merlion, Chinatown, Little India og Jorung Bird Park som jeg ikke før havde set og endeligt øen Sentosa og meget meget andet.... dog i regnvejr. Singaporianerne ved heller ikke helt selv hvordan det er gået til, om det er global opvarming eller hvad det er, men denne periode som plejer at være tør har det regnet ca hver dag i godt en time ad gangen og selvfølgelig i lårfede stråler. Men heldigvis er en del af at se Singapore, at shoppe og se de vildeste og flotteste indkøbscentre, så der er heldigvis et par ting eller 2 at lave indendørs.
Lørdag tog vi til Johor Bahru (kaldt JB i folkemunde) som er Singapores svar på Otto Duborg. Det er en lille by lige nord for grænsen til Malaysia som man kan køre med bus til fra Singapore. Her er der så et par shoppingcentre hvor prisen hedder ca det samme som i Singapore men her skal man kun gange prisen med 1,5 og ikke med 4 som man skal i Singapore. Så her blev der købt sko til den store guldmedalje, ja det var en helt perfekt afslutning på en dejlig uge!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar