torsdag den 7. august 2014

3..2..1..blast-off

Her for et par uger siden tog vi en tur for at se en raketopsendelse i nabostaten Virginia, hvor et privat firma, der hedder Orbital sciences skulle opsende en raket med forsyninger til den international rumstation. Opsendelsen var oprindelig planlagt til maj måned, men pga flere problemer med raket-typen var det blevet udsat, udsat og udsat. Selv her til sidste blev det flyttet fra fredag den 11. juli, til lørdag og til sidste til søndag pga dårligt vejr i området. Vi (læs: Christian) ville meget nødigt gå glip af at se en raketaffyring når det nu skete 3 timers kørsel fra hvor vi bor så vi tog på en weekendstur. Vi startede med at tage til en nationalpark, der hedder Shenandoah, hvor vi var så heldige at vi ud over en fantastisk udsigt (som man kan være rimelig sikker på at se som besøgende) så hele tre bjørne. Næste stop var Ocean City, en ferieby som ligger ud til kysten og havde en fantastisk dejlig strand, gode madboder… og helt utrolig koldt badevand (man savner virkelig Golfstrømmen herovre). Derfra tog vi tidlig om morgenen til Nasas base i Virginia hvor vi kunne se opsendelse. her.
Vi blev placeret ca 6 km fra affyringsplatformen men selv med en så enorm afstand lød det som om man stod meget tæt på da larmen for opsendelsen ramte os. Det er en helt ufattelig mængde energi der frigives i processen. opsendelsen kan ses på youtube
De sidste par dage i USA gik med at få pakken alt i lejligheden ned og solgt vores møbler på craigslist (den amerikanske version af den blå avis). Den sidste nat brugte vi på hotel så vi slap for at bøvle med den sidste rengøring på dagen vi skulle flyve. Vi nåede lige af slappe af en sidste gang ved capitol hill i Washington DC inden vi kørte til lufthavnen, afleverede vores leasede bil og checkede 6 stykker bagage ind der var fyldt til randen… det hele klappede som det skulle. Efter en behagelig flyvetur kunne vi vende hjem til Amager.
Det har været en skøn oplevelse at være på dette ophold, men der har været helt utrolig meget mere at tænke på denne gang ift sidste gang i Singapore pga vores søn Oscar, skatteregler, visumregler etc men det har været det hele værd.


onsdag den 9. juli 2014

Happy independence day


Der er nu kun 3 uger til vi vender snuden tilbage til Danmark og vi har netop sagt farvel til det 6. hold gæster. 3 veninder fra Saras efterskoletid (Nina, Elisabeth og Heidi) tog turen forbi for at være sammen med os en uges tid.

Vi startede med at introducere dem til USA ved at handle lidt ind i Walmart – Bilka x 10 (næsten da…). Det er sådan en af de der kultur-ting man som gæst skal igennem.

Nina og Oscar fik natur-kuller


Hiking-buddies
Dagen efter var vi en tur i en af Marylands mange statsparker. Cunningham Falls skulle være Marylands højeste vandfald – flot, men ikke synderligt impornerende var den. Men  det var skønt at komme helt ud af byen og nyde den friske luft og samtidig hike en lille smule + bade i en nærliggende sø. Efter alt den landlige luft, tordnede vi mod byen, for vi skulle også lige nå en baseball kamp, som vores hold ”Orioles”, på meget smuk vis vandt med 6-4 og Texas´ tabende ”Rangers”. Baseball kampe er simpelthen så hyggelige – god stemning! Det kan virkelig anbefales til alle der skulle finde vej til USA!
Dagen efter tog vi en tur til en forlystelsespark i nærheden der hedder SIx Flags America. Vi har på et tidligere besøg i USA været i Six Flags i Los Angeles og synes det var virkelig sjovt, så derfor måtte vi jo også prøve denne her af. Vi nåede dog kun at prøve en rutchebane en enkelt gang… inden de lukkede alle forlystelserne ned fordi der var ”farligt vejr på vej” . Efter ca. en times tid uden en dråbe kom der 5 minutters regn og derefter klarede det op… uden at forlystelserne blev åbnet igen: et skønt eksempel på hvordan man altid tager den HELT sikre løsning i USA pga. frygten for at folk skulle ende med at sagsøge parken hvis der skete noget. Tivoli i København ville i hvert fald på intet tidspunkt have været lukket i det vejr vi havde den dag. Men i stedet for rutchebanerne nåede vi at få brugt lidt tid i vandlandet i stedet og fik en ganske fin dag ud af det.

I fredags var det den 4. juli  - amerikanernes, måske, allerhelligste fridag! Dagen startede tidligt, med at Nina og Christian deltog i et 5 km løb, til støtte for amerikanske krigsvetraner, de klarede sig begge rigtig godt. Vi andre, spiste voldsomme mængder donuts og kaffe, mens vi ventede. Senere på dagen pakkede vi bilen med godter og tog til en nærtliggende by, Catonsville, hvor vi kunne nyde over halvanden times parade med alt fra skolebørn, veteraner, corvetter og cheerleaders. Derfra gik vi til den lokale high school hvor vi hørte et band spille, spiste burgers og kunne slutte dagen af med et flot festfyrværkeri.
Dagen efter tog pigerne bilen til nabostaten Delaware der har 0% moms for at købe sig fattige på en 8 timers shoppetur mens drengene blev hjemme for at slappe af på legepladsen. Det var en super hyggelig uge, med fuld fart på.

De følgende uger indtil vi rejser hjem bliver travle, de kommer bl.a. til at stå på pakning, sidste livsvigtige indkøb, salg af alle vores møbler og sige farvel til de mennesker vi har lært at kende herovre – nåh ja, så er der selvfølgelig lige en lille raketopsendelse som vi håber at få med på fredag, men mere om det senere.
Hej til vi skrives igen!

mandag den 7. juli 2014

Jamaica

   
Lækker strand - lækre mænd



Det er et stykke tid siden vi sidst har fået opdateret bloggen, men her kommer lige lidt af hvad vi har oplevet.
Siden sidst er Saras lillesøster Dina ankommet. Hun har fået sommerferie fra sin studiepraktik i København og udnyttede muligheden til at komme på 1,5 måneds besøg hos os. Hun rejser hjem med samme fly som os til Danmark den 24. juli.

NYDELSE!!



Chrstian på dykkertur










Få dage efter Dinas ankomst tog vi på vores længe ventede ferie til Jamaica. Amerikanerne holder en lille smule færre feriedage end vi er vant til i Danmark (på de 6 måneder Christian arbejder her i USA på amerikanske vilkår har han 3 helligdage der er faste og 8 feriedage – så man kan ikke lade være med at skæve lidt misundeligt på de nærmest utallige bededag, pinse, påske etc. som vi kan nyde godt af derhjemme) så størstedelen af disse dage blev brugt på ferie til Jamaica. Det tager 3 timer at flyve til Jamaica fra Baltimore så flyveturen var til at overkomme og efter 15 minutters taxakørsel kunne vi checke in på et skønt all-inclusive feriessted. Det var et gigantisk kompleks hvor der var fri bar, sodavand, softice, hamburgers (det var jo amerikanere der var størstedelen af gæsterne J) og en overdådig buffet til morgen, middag og aften. Det var i hvert fald noget andet end det vi prøvede i Tyrkiet sidste år. Langt størstedelen af ferien blev brugt på stranden, men det blev også til en lille tur med katemaran fra feriestedet, en lille shoppetur, daglige snorketure og Christian nåede at komme på dykkertur med to dyk. Alt i alt en rigtig skøn ferie.




Maryland-krabbe, statens ikon - og en lækker spise!
Efter vi kom hjem fra caribien, havde vi en stille og rolig uge. Men da vi så småt også kan se enden på opholdet herovre, har vi forsøgt at udnytte vores weekender mest muligt. Så med en liste over ting vi mangler at se at gøre besluttede vi at vi skulle bruge hele lørdag på at se lidt mere af byerne rundt omkring Chesapeake Bay, som det meste af området omkring Baltimore får deres fisk og skaldyr fra. De er meget stolte af deres krabber især, så dem måtte vi jo også lige få smagt, altså uden at de er tilberedt i burger/kage form. Så derfor brugte vi dagen på den rigtig skønne ø, midt ude i bugten, Kent Island.

Dejlig udsigt - Kent Island
Med lidt undervisning i hvordan man skiller en krabbe ad, nød vi en dejlig frokost lige ud til vandet. Men skal vi være helt ærlige, er det godt vi ikke skal leve af skaldyr alene, når en kæmpemusling kommer med hale, og den også er en del af måltidet, står vi altså af J   
Frisk havluft og friskfanget frokost!



   


tirsdag den 10. juni 2014

Roadtrip

Så er der gået lidt over en måned siden sidste livstegn på bloggen så vi må hellere skrive lidt om hvad vi har lavet.

Siden sidst har vi haft Saras forældre på besøg og sammen med dem været på tur til det sydligere USA. Efter et par dage i Baltimore, hvor vi fik vist de sædvanlige turisting frem fx Inner Harbor og en baseball-kamp, tog Oscar, Sara og hendes forældre på roadtrip mens Christian blev hjemme for at få arbejdet lidt.
 Særligt meget arbejde blev det dog ikke til, da han snuppet en forlænget weekendtur til New York, som kun er 3 timer væk med bus, hvor han bl.a fik smagt den verdensberømte cronut som er en blanding af en crossaint og en donut.  Efter kun 1,5 time i kø foran det lille bageri, som er det eneste i verden der sælger cronuts, kunne han endelig sætte tænderne i bagværket – og efter sigende skulle den være en formiddags ventidtid værd J

Imens drønede vores elskede Pathfinder, med passagerer, igennem Virginia, West Virginia, Tennesee, North Carolina og Georgia. Nogle af højdepunkterne var at se to sortbjørne i Smokey Mountains og sejle på  Georgias sumpe for at spotte alligatorer og slanger. Det sydligste vi nåede var Florida, hvor vi havde lejet en villa i 3 dage – der fik vi slappet godt af ved poolen og der blev også tid til et spændende (men meget varmt) besøg hos spækhuggeren Shamu i SeaWorld Orlando.

Christian fløj ned til flokken i Florida for blandt andet at tage med svigerfar til Kennedy Space Center og der kigge på raketter, rumfærger og andet rumgejl. ”We just needed our space”. 

Efter sunny Florida vendte vi snuden mod Nord og kørte hjem langs kysten. Vi kom igennem to rigtig flotte og hyggelige byer, Savannah og Chaleston, som hver bød på ”southern atmosphere”. Folk i det sydlige USA er bare venligere (utroligt at det er muligt – vi har kun mødt venlighed og mere venlighed, overalt i USA). Vi fik også stukket tæerne i Atlanterhavet et par gange, på Myrtle Beach var vandet så fantastisk varmt at det blev til en decideret badetur, mens vi fik flashback til de kølige dansk farvande, da vi troede vi skulle have en dukkert ude på Outer Bansk – men nej tak. Vi kan nu også krydse South Carolina af vores liste af besøgte amerikanske stater. Det var en dejlig tur – 14 dage fyldt med oplevelser!
Efter at have sendt Saras forældre retur, med 20 kg af vores gods og guld (godt der kommer så mange pakæsler på besøg, så vi ikke behøver at hyre en container når vi rejser hjem) havde vi en uges tid hvor det bare var hverdag og ”kedeligt”. Så vi besluttede at tage til Philadelphia i sidste weekend, for at få styret oplevelsestrangen lidt igen. Her var i zoologisk have med Christians grandkusine og hendes familie og vi fik  bagefter set et par seværdigheder i midtbyen, bla trappen bokseren Rocky træner på i den første Rocky film (læs: hundrede af tossede turister løber op og ned af trapperne foran Philadelpia museum of art og skaber sig, som var de Sylvester Stallone i midt 80´erne – amerikanere (og Christian) er ikke rigtig kloge).
Nå, det var vist alt fra os for nu. Vi har det godt!
Kærligst os alle 3 

søndag den 27. april 2014

Turist-tid er dejlig tid!


Et styk glad Oscar i Toronto
Så er det vist blevet tid til en lille opdatering fra familien Kaas i Baltimore. Ugerne siden vi sidst har givet lyd fra os er simpelthen fløjet afsted – primært fordi vi har haft så mange gode oplevelser, især med gæster fra det danske. Ja rent faktisk er status at halvdelen af gæsterne været igennem Hotel Schrøder Kaas.


Christians søster, Trine, ankom for næsten tre uger siden og et par dage efter ankom så hans forældre… lige i tide til at opleve at samtlige japanske kirsebærtræer i området sprang ud. Japan har for mange år siden doneret 3000 træer til USA, som nu er plantet i Washington DC, og som er et større tilløbsstykke når de springer ud. Vi tog derfor (sammen med resten af Amerika) turen til Washington DC for at opleve Cherry Blossom Festival – og selvom det var utroligt proppet med mennesker var det en helt utrolig flot oplevelse. Det kan klart anbefales til andre hvis muligheden byder sig. 

Kirsebærtræer i fuldt flor i DC
For også at se en del af amerikansk finkultur tog vi en tur til Camden Yards for at se baseballkampen Baltimore Orioles mod Toronto BlueJays. Canadierne havde desværre fat i den lange ende og kampen endte 11-3 til dem, men vi havde helt fantastisk vejr og stemningen til en amerikansk baseballkamp er skøn. Vi planlægger at tage ind og se et par kampe mere mens vi er her.

Et godt fyldt Camden Yards Stadium i Baltimore
Ved et tilfælde havde Christians mors kusine, Kris, og hendes mand fra Illinois tid til at kigge forbi Baltimore netop i de dage hvor Lisbet, Ebbe og Trine var på besøg. Det var hyggeligt at se lidt af den amerikanske familie og nyde lidt god seafood og fødselsdagsbrunch (vi fejrede Dronning Magrethe på behørig vis).



Vi valgte også at fylde vores monster-truck til randen med familie og snacks og kørte et godt stykke nord på. Vi endte oppe ved den canadiske grænse, hvor vi i strålende solskin fik set Niagara Falls, både fra den amerikanske og canadiske side. Dagen efter, langfredag, kørte vi til Toronto – vi fik set lidt på byen, som dog var delvist lukket på grund af påske, dejligt at se at nogle på det nordamerikanske kontinent holder påsken hellig, og som desværre endte med en ordentlig omgang regn. Men, i regn og slud – turisterne må ud, så efter en dag blandt venlige canadiere, kørte vi tilbage mod Baltimore. Kort efter var det tid for os at sige farvel til et dejligt besøg af farmor og farfar (eller som Oscar praktisk kalder dem begge: far! Den danske sprog er en svær en!)

Næh, et pænt vandfald!



4 glade Kaaser i Canada, med Niagara Falls i baggrunden










I dag har vi så sendt Trine mod dejlige Danmark – hun blev en uge længere, til stor nydelse og hjælp! Ugen bød blandt andet på mega-shopping, Lacrosse-kamp på Johns Hopkins Staduim, 40 i feber for lille-gutten og så endelig et par skønne dage i New York for Sara og Trine, mens Oscar og Christian har holdt skansen i Baltiomore.
Dejlig svigerinde på Times Square, NYC
Det nybyggede World Trade Center, Freedom Tower
Udsigten fra Central Park
Ja, som I kan fornemme er der vældig gang i den herovre. Foråret er virkelig kommet, et par dage har budt på nær 30 C, og vi nyder livet! Vi sender jer alle kærlige hilsner!!






søndag den 6. april 2014

Billedkavalkade

Hilsner fra Fam. Kaas i USA.
Godt mætte efter søndagsmiddag på en vaskeægte diner.
Silvermoon Diner, Baltimore
Så er klokken slået næsten 17.00 på en dejlig søndag i Baltimore. Udenfor stråler solen og der er 16 C. Vi har lige haft farvel-picnic for vores veninde Anina som rejser mod Danmark senere idag, på taget af vores lejlighedsblog (den er ikke så fin og godt møbleret som vores savnede tagterasse hjemme på Amager, meeeen når man står på 17. etage, har man alligevel en dejlig udsigt over store dele af Baltiomre!).

Fordi vi har haft besøg fra Danmark, har vi også haft en masse spændende og nye flotte oplevelser i og omkring Baltiomore. Den sidste uges tid har budt på heldagsture til Washington DC og Christians 29 års fødselsdag fejrede vi i Amish området i Pennesylvenia, vi har fået set nogle nye områder og ting rundt i downtown området i Baltimore og så har vi bare hygget i parker og på legepladser, nu hvor foråret endelig har meldt sin ankomst til USAs østkyst! Hurra!

Her er lidt billeder fra den sidste uges tid:


For at få Christian til at glemme at han nu er trådt ind i sit 30. leveår , tog vi tilbage i tiden,
til dengang hvor hestevogne og håndarbejde var the way to go.
Amish County, Intercourse, Pennesylvania


UGENS HØJDEPUNKT! Selveste Mr. Obama i det hvide hus´ forhave til gardenparty.
Vi fangede ham lige som han var på vej tilbage til residensen.
Flere har tvivlet på billedets ægthed, men den er go´ nok!

     
En tur på legepladsen er altid et hit!         

Forår i downtown Baltimore

PAUSE! Godt møre efter 4 timers trav.

søndag den 30. marts 2014

DC og Gettysburg

Snack-tid foran Capitol Hill
Der har været lidt stille på bloggen - hverdagen går sin vante gode gang, men der er alligvel et par nye spændende oplevelser hist og pist.

Den 22. marts kunne vi f.eks. fejre vores seks års bryllupsdag. Vi startede med at fylde maverne, på amerikansk vis, med donuts og kaffe og kørte derefter en tur til Washington DC.  Der var ca 20 grader (af de gode celsius slags) og  vi nød i fulde drag at kunne smide jakken mens vi gik rundt ved monumenterne i hovedstaden. De havde desuden en fantastisk juicebutik ved navn Jamba Juice som man ellers ikke finder så mange steder på østkysten hvor man kan få mangojuice med koffeintilskud (og andre fjollede vitamin og energitilskud), vi valgte dog at Oscars juice ikke skulle pumpes med mere energi!. Efter et par timers turisme i DC tog vi til lufthavnen for at hente opholdets første gæster: Anni og Johannes som vi kender fra Kingos Kirke i København. De var også en tur forbi os i Singapore så vi synes det er en hyggelig tradition. 
1 ud af 1.000.000 kanoner i Gettysburg


Vi havde seks gode dage sammen hvor vi så en lille smule af Baltimore og tog en tur til Gettysburg hvor et vigtigt slag fandt sted under den amerikanske borgerkrig. Det var spændende at få lidt information om hvad krigen havde handlet om og se nogen af de historiske steder.  Efter slagmarken tog vi til en hyggelig lille diner til aftensmad.

Nu sidder vi så her søndag aften og nyder endnu et hyggeligt besøg fra Danmark. Vores gode veninde fra Aarhus, Anina, ankom igår aftes til Staterne. Nu glæder vi os til en uge med flere oplevelser - og især det gode forårsvejr der skulle drive ind over vores lille by! Slut med regn og slud i aften og velkommen forår!!
Johannes især, var imponrereret over mængden af friturestegte madvarer på en tallerken! Velkommen til USA :-) 
Verdens måske hyggeligste diner - Plum Crazy Diner i Westminster, Maryland.


torsdag den 13. marts 2014

Tanker fra en græsenke og vejr-brok

Vinterhilsner fra Familien Kaas
Så har klokken slået 13. marts 2014 - som vi også skrev i sidste blogindlæg, flyver tiden afsted.

Siden sidst er Christian også fløjet fra reden (heldigvis midlertidigt). Han er taget på konference i Wien, hvor toppen af biotek-toppen gerne skulle mødes, så der kunne blive lidt materiale for Christian at arbejde videre med i form af artikler og selvfølgelig den der "lille" Ph.d afhandling.

Herhjemme i Baltimore er hytten blev skinnende ren, da vejret ikke helt er til udendørsophold. Et par grader over frysepunktet og stiv kuling er hvad dagen har budt på - så vi to har været inde hele dagen. I morgen skulle det heldigvis blive bedre - 14 grader celsius og høj solskin, så mon ikke det skulle blive en god tur til zoo. Det er helt utroligt som vejret er omskifteligt herovre - selv skyder de skylden på Canada og deres kolde vejr (men okay, vi plejer at skyde skylden på Sibirien)...vi HÅBER og tror på snarligt forår (især for de danske gæster skyld, som snart melder deres ankomst)!

Vi har stadig ikke været ude og opleve så meget af USA endnu, weekenderne bliver primært brugt til restituering i de utroligt dejlige parker rundt om i Baltimore. Især er vi faldet for Pattison Park som ligger downtown. Den har den fedeste legeplads, en til dem i Oscars størrelse og så en som vi andre godt kunne bruge et par timer på :-) Derudover har den en fin pagode, som vi dog endnu ikke har været oppe i, men som helt bragte dejlige minder tilbage fra Singapore!

Ellers nyder vi dagene der indimellem går med playdates og frokoster rundt om hos forskellige dejlige mennesker. Det er altså helt utroligt så hjertevarme og åbne amerikanerne er - det nyder vi i stor stil godt af.

Ellers vil vi bare sende en hilsen til jer alle - håber I har det godt og vi nyder at snakke med forskellige over Skype og facetime (TAK geniale teknologi)
Det var alt herfra - lidt billeder nedenunder:
Den ene dag er der knæhøj sne...



..den næste dag er der dejlig forår!
Træerne er klar til at springe ud i Pattison Park

Der studeres ænder - og jagtes måger!

onsdag den 26. februar 2014

Intet nyt er godt nyt

Så har vi rundet 1-månedsmærket for vores amerikanske eventyr. Tiden går utroligt hurtigt, synes vi allesammen.
Oscar klappede et dværgæsel i zoo - frygtløs knægt!
Christian arbejder hårdt, især på at forberede sig lidt til den konference han skal på om 2 uger i Wien. Ikke optimalt planlagt at skulle på transatlantisk rejse bare en måned efter vi er ankommet her, men det er vist noget med at alle der er noget ved bioteknologi-musikken er at finde i Østrig på det tidspunkt - så afsted må han!

Sara og Oscar nyder især de dage hvor vejret er lunt, så de kan komme ud i det blå og ned til en af de nærliggende legepladser eller bare supermarkedet. Det har været en smule klaustrofobisk mens vi har haft sne og kulde - amerikanerne gør ikke så meget ud af at rydde fortovene for sne og is, så der har været en uges tid i februar hvor det har været helt umuligt at komme ud med klapvognen (det konstaterede Sara efter et frygteligt sne/is maraton med klapvogn, hvor hun nær havde opgivet æveret, men heldigvis nåede hjem gennem meterhøje snedriver).
På opdagelse i fortiden på Fort McHenry

Når vi nu er ved vejret så burde det egentlig være forår - og det var det sådan set også blevet. Tirsdag i sidste uge var alle skolerne lukkede på grund af sne og lørdag var vi en tur i Zoo med forårsjakkerne fremme, frokost i det fri og 15 grader celsius! Det lovede SÅ godt! Men ak nej, det Baltimorianske vejr er lunefuldt og nu har det igen sneet de sidste 3 dage...vi håber meget snart at få lidt varmere vejr, det gør det hele lidt sjovere.
Heldigvis fik vi udnyttet de to helt fanstastiske dage med masser af udetid: zoo, kaffe i parken, på opdagelse på vores lokale fort (Fort McHenry), mere kaffe og kage i parken og fundet af en stor og god legeplads.
En tur på legepladsen og nåhh ja en far
der lige nåede at hoppe i et par shorts
inden den næste sne faldt!
Som sagt går dagene hurtigt herovre og vi føler at vi efterhånden er faldet rigtig godt til. Det skal de mennesker vi har mødt i kirken have en stor tak for - nu bliver Oscar (med medfølgende mor) troligt inviteret til forskellige playdates rundt hos forskellige legekammerater. Det er i den forbindelse rigtig sjovt at se hvordan "rigtige amerikanere" bor og spiser - alt hvad man ser på fjernsyn passer! BOM :-)

Ellers er der ikke så meget nyt under solen - men som sagt er intet nyt, er godt nyt!

Mange tanker til jer derhjemme!

tirsdag den 11. februar 2014

Vinter, vandmelon og (h)verdag!

Pyha - dagene flyver derudaf! Nu har vi snart været i Baltimore i 3 uger.

Christian er rigtig godt igang med arbejdet på Johns Hopkins - har har fået nogle spændende opgaver ud over hvad han lige havde regnet med. Han skal blandt andet skrive et kapitel til en undervisningsbog for sin vejleder - jo jo han kan så snart kalde sig udgivet bogforfatter.

Et egern!
Oscar er ikke helt nået til det der med at skrive, men der bliver sunget en del "hjulene på bussen" og nu med fagter til 4 vers :-) Oscar er så småt begyndt at snakke lidt, så det er en rigtig spændende tid - og mor og far bliver rigtig stolte når knægten kommer vadende med sine sko i hænderne og smilende siger "sko" ud af den blå luft.
Et glimt fra Zoo
Derudover har vi selvom det er frysende vinter fået årskort til Maryland Zoo som ligger et par kilometer fra hvor vi bor - den har man som regel for sig selv når det er så koldt (vi troede lige at foråret var kommet, men vi er tilbage til sne og minus 5-10 graders kulde). Heldigvis har vi jo taget vintertøjet med, selvom de fleste griner af Oscars "snowsuit" og ikke rigtig forstår at langt de fleste danske børn har flyverdragt på når de er udenfor:-)
Oscar i Zoo iklædt sin "Snowsuit"

Hvad der dog godt kan få foråret eller sommeren lidt indenfor alligevel er det kæmpe udvalg af frugt man kan få. Søde ananas, blåbær, mangoer og endda en sommerfrisk vandmelon har vi gladeligt fortæret. Nu skal Sara bare lige have afkodet diverse bageprodukter nede i supermarkedet (og det skal jeg lige hilse og sige slet ikke er så nemt - de har ikke gær som vi kender det, men til gengæld er der tilsat bagepulver i de fleste meltyper) og så er det igang med bageriet.

Havnen i Annapolis
Det er ikke fordi at der sker så voldsomt meget nyt på en uge - det er trods alt hverdag (der skal jo lige spares op til lidt ferie), men siden sidst har vi været en tur i statshovedstaden, Annapolis. En rigtig hyggelig lille by ca. 40km fra Baltimore. Vi skal helt sikkert tilbage en dag hvor temperaturerne er meget højere!!

Maryland State House
Søndag var vi i kirke og derefter var vi inviteret hjem til et par fra kirken, sammen med et andet par som også er relativt nye i Trinity Kirken. Det var rigtigt hyggeligt at lære nogle mennesker bedre at kende. Og så fik vi også set et amerikansk hjem og nydt et rigtig amerikansk måltid mad!

Igår var vi for anden gang nede på socialkontoret for at ansøge om at få social security numbers - heldigvis gik det glat, selvom det kendt som det næst-værste offentlige kontor at skulle igennem - lige efter motorkontoret. Christian fik sin ansøgning godkendt, mens Oscar og Sara blev afvist - alt som forventet! Men det betyder nu at Christian kan få udbetalt sin løn, så det må siges at være en dejlig gevinst!! Dagen sluttede på den hyggeligste og mest mærkværdigt oppyntede diner sammen med Christians kollegaer fordi en af dem havde fødselsdag. En rigtig lækker burger fik vi begge, men Christian bestilte deres berømte krabbe-burger (Baltimore er især kendt for sine krabbe-kager og de kan åbenbart også fyldes i en burger) og han kan nu også erklære (han har dog ikke købt t-shirten!!) at han har fået Crabs in Maryland - velbekomme!